Set

”Her lugter af fremmed,” sagde min datter, da hun for første gang mødte sit nye kollegieværelse. Hun er lige flyttet hjemmefra – værelset er fint, men hvornår vil det føles som et hjem? For nylig så jeg udstillingen ’Far From Home’ på ARoS, der byder på refleksioner over, hvordan vi kan tænke og tale om at have et hjem. I forlængelse af udstillingen så jeg filmen ’Nomadland’, som er en harsk kommentar til det amerikanske samfund. Filmen handler om en kvinde, der efter et økonomisk kollaps i sin hjemby pakker bilen og kører afsted som en moderne nomade for at opleve livet. Filmen bekræftede mig i den knugende fornemmelse af at kunne forsvinde, som jeg selv havde, da jeg var bosat i USA. Sidenhen har jeg tænkt på det eviggyldige spørgsmål: ”Hvad vi vil kendes på som samfund?” Måske er svaret tæt forbundet med muligheden for at have et sted, som man kan kalde hjem.

Hørt

Hvis du har svært ved at vælge mellem litteratur og musik, så skal du holde øje med programmet i Store Vega, hvor de i en del år har kørt med konceptet ’Digte og Lyd’. Der er tale om et fantastisk Kinderæg, hvor du både får Ane Cortzen i samtale med forfatterne, traditionel oplæsning – og oplæsning til musik. Det var en stor oplevelse at komme på tur med forfatteren Tine Høeg og guitaristen Simon Brinck i en sælsom og dragende udgave af hendes succesroman ’Tour de Chambre’. Hvis du har mulighed for at komme til en af deres romankoncerter, så tag chancen for at lytte til noget smukt. Du bliver ikke nødvendigvis klogere på samfundet, men på forelskelse og kærlighed. Og jeg lover, at du vil blive rørt. Og som Nietzsche udtrykker det: ”Kunsten har vi for ikke at gå til grunde ved sandheden.”

Læst

Som midaldrende bliver man konfronteret med døden. Min generation rykker frem i geleddet og mærker den byrde, det er at skulle trøste sine børn – eller sin mor – mens man trøster sig selv. Jeg har også oplevet den pludselige og voldsomme død, hvor litteraturen kan træde til, så man bedre kan forstå og kapere sorgen. Her er ‘The Year of Magical Thinking’ af Joan Didion uovertruffen. Didion dissekerer sorgens mange ansigter og irrationelle udtryk. Hun skriver helt vidunderligt. Kort, præcist og almengyldigt. ”Life changes fast. Life changes in the instant. You sit down to dinner and life as you know it ends.” Sådan føles døden. Og døden skal man lære at forsone sig med i min alder. Joan Didion lindrer – og er der retfærdighed til, så er hun på Det Svenske Akademis shortliste.