Fremtidstro vs. sortsyn

Set

Kampen mellem idealisme og kynisme fylder meget i mit arbejdsliv. Og den fylder også meget i Per Flys film ’Hammarskjöld’ om den svenske diplomat Dag Hammarskjöld, der som generalsekretær i FN fra 1953 til 1961 spillede en central rolle i afkolonialiseringen – og i kampen mod stormagtsintriger og for små landes indflydelse. Filmen viser, hvordan Hammarskjöld mistede sit liv i kampen for et nyt lands integritet, da hans fly (måske ved et uheld) styrtede ned på vej til fredsforhandlinger i Congo. Selvom Hammarskjöld døde, vandt han en vigtig sejr, fordi han såede et frø, der i de følgende årtier blev til en verden bygget på multilateralisme og international ret. Kontrasten til vores tid er stor, men Per Flys film er fantastisk, fordi den også viser os en vej fremad. Filmen gav mig troen tilbage på større retfærdighed og en verden, der kan reddes, hvis bare vi handler sammen.

Hørt

Det er måske lidt snyd at nævne en lydbog, men jeg gør det alligevel. For Christian Bennikes ’Engang troede vi på fremtiden’ er endnu bedre læst højt. Den handler om, hvordan 1990’ernes optimisme både formede og forblændede os. Koblingen af politik, økonomi, musik og film er underholdende, overbevisende og somme tider overraskende. Det er opløftende, at Bennike midt i nutidens sortsyn lykkes med at italesætte håbet og troen på fremtiden: Når alt går godt, bliver vi dovne, mens kriser får os til at handle. Derfor kan det kun gå fremad, og det er dybt inspirerende. Ligesom Beyoncé i øjeblikket er mig en kilde til inspiration hver morgen, når jeg cykler på arbejde med ’Cowboy Carter’ i ørerne. Albummet er et fantastisk, energisk opgør med fordomme om køn, race og (country)musik og en tydelig illustration af sammenhængen mellem social, politisk og kulturel fremgang.

Læst

I julegave fik jeg Kim Blæsbjergs ’De bedste familier’ om Cheminova-fabrikkerne i Vestjylland. Jeg var lidt længe om at få bogen åbnet, men ikke om at få den læst. For den er virkelig velskrevet og aktuel. Det gjorde dybt indtryk på mig at læse, hvordan det føles at være en del af et samfund – en arbejdsplads – hvor alle kan se, at noget er galt. Giftudslip ødelægger både natur og mennesker, men folk lukker øjnene og siger ikke fra, både fordi lokalsamfundets økonomi er dybt afhængig af indtægten, og fordi der reelt ikke er andre jobmuligheder. Jeg husker historierne fra min barndom på landet, ikke langt fra Cheminovas nedlagte fabrik. Og jeg kender billedet fra mange af de udviklingslande, hvor jeg har boet og/eller arbejdet. Det er så let(købt) at levere menneskerettighedstræning og opfordre folk til at råbe op – men vi gjorde det heller ikke selv. Bogen minder mig om, at idealisme kun har begrænset værdi, hvis ikke den har forståelse for den virkelighed, vi lever i.