Fremtidstro vs. sortsyn
Mette Thygesen, International chef hos Institut for Menneskerettigheder, trækker inspiration og vigtige pointer ud af film og bøger om Dag Hammarskjöld, 1990’er-optismen og Cheminova-fabrikkerne i Vestjylland.
Set
International chef hos Institut for Menneskerettigheder.
Hørt
Det er måske lidt snyd at nævne en lydbog, men jeg gør det alligevel. For Christian Bennikes ’Engang troede vi på fremtiden’ er endnu bedre læst højt. Den handler om, hvordan 1990’ernes optimisme både formede og forblændede os. Koblingen af politik, økonomi, musik og film er underholdende, overbevisende og somme tider overraskende. Det er opløftende, at Bennike midt i nutidens sortsyn lykkes med at italesætte håbet og troen på fremtiden: Når alt går godt, bliver vi dovne, mens kriser får os til at handle. Derfor kan det kun gå fremad, og det er dybt inspirerende. Ligesom Beyoncé i øjeblikket er mig en kilde til inspiration hver morgen, når jeg cykler på arbejde med ’Cowboy Carter’ i ørerne. Albummet er et fantastisk, energisk opgør med fordomme om køn, race og (country)musik og en tydelig illustration af sammenhængen mellem social, politisk og kulturel fremgang.
Læst
I julegave fik jeg Kim Blæsbjergs ’De bedste familier’ om Cheminova-fabrikkerne i Vestjylland. Jeg var lidt længe om at få bogen åbnet, men ikke om at få den læst. For den er virkelig velskrevet og aktuel. Det gjorde dybt indtryk på mig at læse, hvordan det føles at være en del af et samfund – en arbejdsplads – hvor alle kan se, at noget er galt. Giftudslip ødelægger både natur og mennesker, men folk lukker øjnene og siger ikke fra, både fordi lokalsamfundets økonomi er dybt afhængig af indtægten, og fordi der reelt ikke er andre jobmuligheder. Jeg husker historierne fra min barndom på landet, ikke langt fra Cheminovas nedlagte fabrik. Og jeg kender billedet fra mange af de udviklingslande, hvor jeg har boet og/eller arbejdet. Det er så let(købt) at levere menneskerettighedstræning og opfordre folk til at råbe op – men vi gjorde det heller ikke selv. Bogen minder mig om, at idealisme kun har begrænset værdi, hvis ikke den har forståelse for den virkelighed, vi lever i.