Gamle litteraturperler, ung jazz og midaldrende begær

Læst

Som forlægger er der meget, jeg skal læse. Det er ikke en sur pligt, men et privilegium. Fordi det er noget, jeg gør inden for jobbets professionelle rammer, dyrker jeg sideløbende en slags tilfældig ‘snublelæsning’. Det kan være en bog, jeg har haft stående i reolen i årevis, som pludselig kalder på mig, eller det kan være en eller anden udsalgsbunke hos boghandleren, der gemmer guld. Den måde at læse på kan jeg anbefale.

Hen over sommeren havde jeg en ren besættelse af Joseph Conrad, helt uden anledning eller formål. Jeg skrev et essay om Conrads tidlige romaner ‘Mørkets hjerte’ og ‘Lord Jim’ til tidsskriftet Atlas Magasin, og det må så blive min egentlige anbefaling her: Læs Atlas. Ikke specielt mit essay, men hele den strømmende mangfoldighed af intelligent kulturkritik og samfundskommentarer og opmærksomme sonderinger i tiden. Atlas bringer dig på sporet af noget andet og noget nyt.

Hørt

En sen fredag aften i sensommeren befandt jeg mig pludselig på La Fontaine for første gang i 25 år. Jazzklubben ligger i Kompagnistræde midt i København, bare 100 meter fra hvor jeg arbejder, men jeg havde nærmest glemt, at den fandtes. Alt var uforandret, bortset fra at man ikke længere måtte ryge indenfor: De samme wienerstole, røde lampetter og sort/hvid-fotos af 60’ernes jazzikoner på de brune vægge.

Den aften var det Anders Gaardmand Kvartet på scenen, og de spillede som en del af interiøret, brunt og lidt bedaget, men trommeslageren lyste op: Den unge Cornelia Nilsson var på stikkerne med afslappet autoritet. Hende vil jeg gerne høre igen, og jeg anbefaler at lægge vejen forbi La Fontaine, næste gang hun er der. I øvrigt: Publikum var et andet end dengang. Der var virkelig mange unge. Hvad skete der lige dér?

Set

Hvis man skynder sig, kan man stadig nå at se den norske filmskaber Johan Haugeruds ‘Sex’ i Grand eller Øst for Paradis, og det vil jeg stærkt anbefale, at man gør. Haugerud har høj anseelse i hjemlandet, men i Danmark står han i skyggen af landsmanden Joachim Triers Oslo-trilogi. Jeg mener, at ‘Sex’ er helt på højde med den.

Trods den slagkraftige titel er det en lavmælt, nænsom og morsom film uden så meget som en eneste sexscene. Den handler om en midaldrende gift mand, der pludselig bryder ud af sine vante mønstre med en enkeltstående, impulsiv handling, som kommer til at belyse de normer og relationer, vi tager for givet. Haugerud fortæller forførende let, men med en eksistentiel ambivalens, som sætter sig i systemet. Filmens panoramiske baggrund er et Oslo i forvandling med vajende kæmpekraner over et moderne bylandskab: den absurd rige entreprenørstat som ramme om vores små, fejlbarlige liv.