Kulturanbefaling af 
Jesper Nymark

Magi i gaden, energi i Roskilde og fodboldhåb i Afrika

Fra Humleby og Nørrebro til en mark i Roskilde og støvede fodboldbaner i Afrika. Jesper Nymark, chefredaktør på mediet Danwatch, giver ugens kulturanbefalinger.

Set

Om

Direktør & ansvarshavende chefredaktør på det undersøgende medie Danwatch, næstformand i bestyrelserne for Teaterfestivalen CPH Stage og Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed.

Jeg bor med min familie i Humleby på Vesterbro, en lille by i byen, hvor der hvert år er en fælles gadefest, der starter med morgenmad i gaderne og ender med fællesspisning, musik og fakkeloptog hen under aften. Altid forunderligt at se, hvad gadernes beboere kan sammen på en lørdag i juni. På samme måde har jeg det med Københavns store gadefest: Copenhagen Distortion, der til trods for en omsust tilværelse i dag står skarpere end nogensinde og i år leverede en smuk og meget københavnsk fejring af vores by. I år på Nørrebro var der langbordsmiddag langs Assistens Kirkegård med alt fra bouillabaisse fra Fiskebaren og Rosforth-vin fra under broen (Knippelsbro, red.) til pølsemix og kimchi, wrestling, silent disco, Børne- og Mormor Distortion og tween-fest. Det er altid magisk at se, hvad vores by kan, når vi giver den lov.

Hørt

I år var jeg inviteret til Roskilde Festival og havde fornøjelsen af at have min 14-årige søn med, for hvem det var første gang. Selvom jeg ikke længere er målgruppen, så var det skønt at gå rundt sammen med ham og opleve festivalens liv og energi. Højdepunkterne for os var Charli XCX og Gilli. Charli XCX havde jeg glædet mig til at høre på bagkant af hendes superfine ‘Brat’-album, og Gilli leverede den brag af en fest på Orange Scene, som vi alle havde håbet på. Så det var et par smukke og energiske limegrønne brat-bomber, de fik smidt ud over en mark i Roskilde på en smuk dansk sommeraften.  

Læst

Før covid-19 havde jeg op mod 80-90 rejsedage om året. Jeg savner ikke lufthavne eller mange timer i en flyvemaskine på vej til Mellemøsten, Asien, Sydamerika eller Afrika, men jeg har savnet lugten, smagen og lydene af Cambodja, Afghanistan og Mozambique. Derfor har det været en fornøjelse at få en bid af Afrika gennem Oscar Rothsteins ‘Det Lysende Hjerte’. Oscar bruger fodbolden som indgang til at forstå Afrikas fortid, nutid og fremtid. Det er en frisk og velkommen indgang til Afrika-journalistikken, der ellers alt for ofte reducerer Afrika til en brik i den globale stormagtspolitik. Med udgangspunkt i den afrikanske fodbold forsøger bogen at gøre op med den misforståede fortælling om det afrikanske kontinents udvikling og vigtighed. Den klarlægger, hvordan fodbolden er et lysende håb for unge fodboldmigranter, og hvordan fodbolden bliver brugt – eller misbrugt – indenrigspolitisk.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024