Kulturanbefaling af 
Camilla Erika Lerberg

Fra amerikansk rock til afghansk ragnarok

Camilla Erika Lerberg har set dokumentar om mødet mellem to rock-ikoner. Hun er blevet klogere på krigen i Afghanistan, og så mindes hun en god koncertoplevelse.

Hørt

Fakta

Camilla Erika Lerberg er direktør hos Fairtrade Danmark.

Hun er tidligere afdelingschef og CSR-chef hos Red Barnet.

 Store koncertoplevelser har der ikke været mange af for nylig, men jeg har heldigvis mange fantastiske minder, som jeg i det sidste stykke tid har tænkt og talt mere om, end jeg plejer. En af dem var tilbage i 2013, hvor jeg så ’Nick Cave’ i Falkoner Salen på Frederiksberg. Jeg er kæmpe Nick Cave-fan! Så afsted skulle jeg. Koncerten var fantastisk. Jeg sad lettere besværet på mit sæde og drømte om at stå oppe foran og slippe jordforbindelsen – jeg var højgravid med min datter på daværende tidspunkt. Det lykkedes alligevel midt under nummeret ’Jubilee Street’, hvor himlen åbnede sig, og jeg glemte alt om plukveer og en datter, som tumlede rundt derinde. Jeg vil til enhver tid anbefale at opleve Nick Cave live. Han er en af de kunstnere, der får dig til at glemme tid og sted, fordi han udover at være en knaldgod musiker også er en fantastisk performer.

Læst

Jeg blev så uendelig trist, da Taliban overtog Afghanistan, og følte en trang til at forstå. Derfor tog jeg ’Krigen der aldrig ender’ af Carsten Jensen og Anders Hammer ned fra hylden. Og læste. For at blive klogere på den evige krig i det smukke land. Bogen er en rigtig god introduktion til krigen i Afghanistan. Historien, kulturen, politikken og tiden. Den giver et fint indblik i det komplekse, det svære og umulige i Afghanistan, samtidig med at den også skildrer håbet i landet. Man bliver klogere af at læse bogen, og i tillæg kan man nyde Anders Hammers smukke portrætter af det afghanske folk. Så hvis du også har trang til at blive klogere på denne evige krig, så læs ’Krigen der aldrig ender’.

Set 

For nylig så jeg dokumentaren ’American Valhalla’, der handler om mødet mellem de to amerikanske musikere Iggy Pop og Josh Homme. Begge hårdtslående og revolutionerende rock-ikoner for deres tid. Dokumentaren viser på fineste vis mødet mellem de to musikere i den amerikanske ørken, hvor de tropper op med den fælles ambition om at lave stor kunst sammen. De udstråler kærligheden til musikken, respekten for hinanden og deres tårnhøje ambitioner om at skabe noget fantastisk sammen. De viser dedikation, fokus, omhyggelighed og et vanvittigt drive. Dokumentaren er meget inspirerende både for ens privatliv og arbejdsliv. Det med at sætte sig et klart mål, arbejde målrettet og koncentreret og gøre sig umage. Og med så stor en kærlighed til projektet. Som leder er dokumentaren også inspirerende, da den viser innovation og skaberkraft med et højere formål på en helt anden måde end diverse managementbøger og kurser.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu



Mandag Morgen logo
Læs mindre - forstå mere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Ansv. ChefredaktørAndreas BaumannDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Mandag Morgen, 2024