Tyskland gør klar til slaget om Tesla
Teslas grundlægger, Elon Musk, er modstander af fagforeninger. De er ikke velkomne på hans fabrikker i USA og Kina. Sådan kommer det ikke til at gå, hvis det står til de tyske metalarbejdere i IG Metall, der med knap 2,3 millioner medlemmer er Europas stærkeste fagforening. Overgang til elbiler kommer til at koste titusinder af jobs.
![](https://www.mm.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.mm.dk/images/article/18021/16473.jpg)
![Claus Kragh](https://www.mm.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.mm.dk/images/Writers/63-claus-kragh-2-48.jpg)
Claus Kragh
EuroparedaktørElon Musk valgte at stikke hovedet helt ind i løvens hule, da han i efteråret 2019 erklærede, at Teslas første fabrik i Europa skulle ligge i Grünheide i delstaten Brandenburg lidt uden for Berlin.
Musk kunne have valgt at lægge sin fabrik mange andre steder i Europa, hvor lokale politikere stod klar med byggegrunde og rundhåndet offentlig støtte i bestræbelserne på at tiltrække den store investering fra den ikoniske amerikanske elbilfabrikant.
I Spanien, Storbritannien, Tjekkiet, Finland og andre steder lokkede man i perioden 2017-2019 med alverdens fordele til Tesla, men ikke desto mindre valgt Elon Musk, at hans europæiske fabrik skulle ligge i Tyskland, hvor både føderale og regionale myndigheder også stod klar med millionstøtte. Teslas indtog i Europa skulle ifølge Musk finde sted i landet, hvor Mercedes, Porsche og Volkswagen produceres, og hvor jobtitlen maschinenbauingenieur hører til blandt de mest respekterede.