Skæbnestund for Danmarks brinteventyr

Den danske regering står over for en skæbnesvanger beslutning.

Den vil få vidtrækkende konsekvenser for ikke bare Danmarks ambitioner som grønt foregangsland og nationens fremtidige velstand, men også for hele Europas adgang til grøn energi til sine vigtige industrier.

Tør SVM-regeringen investere 15 milliarder skattekroner i etableringen af et brintrør, der er nødvendig for at gøre Danmark til en nøgleaktør i Europas nyfødte brint- og PtX-industrier?

Beslutningen kommer ikke uden risici. Men røret vil være afgørende for Danmarks strategiske satsning på at udnytte vindenergien i Nordsøen og blive energileverandør til resten af Europa. Håbet er, at et brintrør til Tyskland kan støbe fundamentet for national dansk velstand i generationer fremover.

Hvis Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen vælger ikke at investere de 15 milliarder kroner, vil det vække opsigt i både Berlin og Bruxelles.

Tysklands erhvervs- og klimaminister Robert Habeck og kommissionsformand Ursula von der Leyen vil spørge sig selv, om Danmark overhovedet er til at stole på, når man siger, at man vil være en troværdig og ambitiøs partner i opbygningen af et grønt energiindustrielt kompleks i Nordsøregionen.

Det værst tænkelige udfald for de grønne ambitioner vil være, at regeringen ikke tør investere i et brintrør til Tyskland.

Den idé kunne begynde at brede sig blandt Danmarks centrale europæiske partnere, efter at SVM-regeringen i sidste uge udskød etableringen af energiøen i Nordsøen, og efter at det statskontrollerede Ørsted har valgt at tage et milliardtab ved at træde ud af det ambitiøse PtX-projekt Flag Ship One i byen Örnsköldsvik i det nordlige Sverige, som man for bare halvandet år siden tog første spadestik til.

Regeringen skal træffe en afgørelse om en brintrørledning til Tyskland inden udgangen af første kvartal af 2025. Men allerede 5. december i år er det sidste frist på udbuddet om at bygge seks gigantiske vindmølleparker i havene omkring Danmark. Her skal private eller statsejede økonomiske aktører – måske Ørsted? – beslutte, om de er klar til at investere i alt 160 milliarder kroner i at producere grøn strøm på havet.

De to beslutninger hænger uløseligt sammen, fordi det ikke giver mening at lave en brintrørledning til Tyskland, hvis der ikke er nok grøn strøm til at producere grøn brint. Omvendt vil det svække businesscasen markant for vindmølleparkerne, hvis ikke der er en brintrørledning til Tyskland, som kan bidrage til at øge værdien af strømmen gennem raffinering af vinden til brint og andre PtX-produkter.  

Det værst tænkelige udfald for de grønne ambitioner vil være, at regeringen ikke tør investere i et brintrør til Tyskland, og at der samtidig ikke kommer nogen bud på at bygge nye havvindmølleparker i Danmark.

Det vil formentlig betyde et endegyldigt farvel til drømmen om, at vindkraften kan gøre Danmark lige så velhavende, som olie og gas har gjort Norge.

Global gigant tror på Esbjerg

Den danske regering er under et massivt pres fra både udland og indland.

Centrale politikere i Bruxelles og Berlin ser brint- og PtX-industrier som strategisk afgørende grønne energiprojekter for hele Europa. Og det dansk-tyske brintrør er på sin vis den manglende brik i puslespillet, der kan realisere de skåltaler om Nordsøens grønne energipotentiale, som blev givet på en række topmøder i Esbjerg og andre byer de seneste par år.

Hvis ikke man rykker nu, risikerer vi, at der sker det samme, som der skete med solenergien, og som er i gang med vindmøllerne: At vi i Europa udvikler teknologierne, og at det er kineserne, der løber med markederne

Tejs Laustsen Jensen
Direktør i organisationen Brintbranchen

Samtidig presser nogle af Danmarks erhvervsorganisationer hårdt på for et politisk commitment.

”Hvis ikke vi får bygget et rør, så kommer det også til at gå voldsomt ud over udviklingen af vedvarende energiproduktion, særligt i Nordsøen. Og det kommer til at koble Danmark af en strategisk udvikling, hvor vi ellers havde nogle virkelig gode kort på hånden, og som vi i virkeligheden har arbejdet mange år på at nå. Det vil ramme hele den grønne industri hårdt,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.

Investorer står klar til at bygge to store brintfabrikker i omegnen af Esbjerg for i alt cirka 30 milliarder kroner. 

Den globale Singapore-baserede råvarekoncern Trafigura, der sidste år omsatte for knap 1.650 milliarder kroner, overtog i efteråret 2023 projektet om at bygge verdens største brintfabrik, Njordkraft, ved den sydvestjyske havneby for i alt godt to milliarder euro, godt 15 milliarder kroner.  

”Vi har engageret os i Danmark, fordi vi tror på, at brinten kommer til at spille en central rolle i den grønne omstilling af de sektorer, som er vanskeligst at elektrificere. Senest har vi set, at Tysklands nationale importstrategi for brint slår fast, at der vil være stor efterspørgsel efter brint fra Danmark,” siger Rasmus Bach Nielsen, som er bestyrelsesmedlem i H2 Energy Esbjerg, som udvikler Njordkraft-projektet.

Bach Nielsens hovedbeskæftigelse er at være global chef for dekarbonisering i Trafigura. Han kommer med en klar opfordring til de danske politikere, som skal beslutte at bygge brintrørsforbindelsen til Tyskland. 

”Med en grænseoverskridende brintinfrastruktur mod Tyskland tænder vi lyset på landingsbanen. Den vil gøre det muligt at lande tusindvis af grønne jobs, milliarder af kroner i samfundsgevinster, optimering af grøn energiproduktion og ikke mindst CO2-reduktioner i flere industrier på tværs af Europa. Brintinfrastrukturen er afgørende for at tiltrække investeringer i PtX-anlæg og sikre Danmarks rolle på det kommende store tyske brintmarked, som de tyske myndigheder forudser, bliver blandt verdens største,” siger han.

Trafigura er kontroversielt, fordi selskabet for nylig i USA har erkendt systematisk korruption i tredjelande og ulovlig markedsmanipulation i USA. I alt har man betalt over en milliard danske kroner i bøder og frivillige forlig i disse sager.    

Parallelt med Njordkraft-projektet kommer den danske kapitalfond CIP med projektet Høst, der med kapital fra pensionskasser og blandt andre Lego- og Jysk-familierne skal bygge en lignende brintfabrik for et lignende milliardbeløb nær Esbjerg.

Lobbyister i DI, i Trafigura og i CIP arbejder alle intensivt på at sikre byggeriet af de i alt 360 kilometer brintrørledninger fra Danmark til Tyskland finansieret af den danske statskasse. Hertil kommer, at brintindustrien får betydelig offentligt støtte fra andre danske ordninger og fra EU via den såkaldte Brintbank og via andre EU-puljer til grøn og strategisk industripolitik.

Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen mener, at den offentlige støtte er nødvendig, hvis Danmark og EU skal undgå, at Kina og USA løber med de fremtidige markeder inden for brint og PtX.

”Vi har arbejdet på de her teknologier i mere end 20 år. Hvis ikke man rykker nu, risikerer vi, at der sker det samme, som der skete med solenergien, og som er i gang med vindmøllerne: At vi i Europa udvikler teknologierne, og at det er kineserne, der løber med markederne,” siger Laustsen Jensen, der mener, at de danske politikere ligefrem står med et “nationalt ansvar”.

Advarsler mod brintboble

De danske politikeres dilemma bliver ikke mindre af, at der generelt er sket en nedjustering af forventningerne til, hvor stort det fremtidige forbrug af brint bliver.

Det Internationale Energiagentur IEA skriver i rapporten Northwest European Hydrogen Monitor 2024, at mange lande har reduceret deres produktionsmål og nu i stedet forsøger at stimulere efterspørgslen på brint.

EU’s Revisionsret skriver i en såkaldt Særberetning om EU's industripolitik for vedvarende brint, at Europa-Kommissionen delvist er lykkedes med sin strategi om at udvikle brintindustrien. Men man anbefaler samtidig, at der gennemføres et såkaldt realitetstjek i forhold til størrelse af det fremtidige marked, som kommissionen har anslået til ti millioner tons brint i 2030. 

Både IEA og Revisionsretten henviser i deres analyser til, at inflation og forsyningsvanskeligheder har bidraget til en opbremsning i udviklingen af brintindustrierne, men begge aktører vurderer ikke desto mindre fortsat, at EU vil udvikle sin egen brintindustri.

Tysklands regering forventer heller ikke, at EU’s samlede brintmarked, når en volumen på ti millioner tons i 2030. Til gengæld forudser man i Berlin, at Tyskland selv vil have brug for 1,2 millioner tons brint om året.

Udover den opbremsning, som økonomiske og logistiske udfordringer har givet i udviklingen af brint- og PtX-industrierne, kører der også på dansk, europæisk og globalt niveau en intens debat om nødvendigheden af og fornuften i at bruge brint.

Kritikere af ’brintvejen’ anfører, at mange industrielle processer faktisk godt kan drives af direkte elektrificering, hvilket ville være billigere og mere effektivt, og under alle omstændigheder er det i 2024 blevet klart, at brint som drivmiddel af almindelige personbiler og mindre varevogne er en teknologisk blindgyde.

Omvendt satses der fortsat på brint til tung godstransport og på PtX-fremstillede ikke-fossile brændsler til fly og til en række processer som stålproduktion og kemiske industrier.

Brint i mange farver

Et andet element, der styrker perspektiverne for brint og PtX, er, at processerne uden problemer kan drives af atomkraft. Det er man glade for i de mange lande, der har atomkraft, mens det ikke er noget, man bryder sig om i Tyskland, hvor man er ved at udfase atomkraften.

Derfor har ikke mindst Tyskland – med støtte fra Danmark – presset hårdt på for at få en stærk europæisk standard for grøn brint. Denne standard, der nu er vedtaget i EU hedder RFNBO, hvilket er en forkortelse af Renewable Fuel of Non-Biological Origin.

Denne grønne standard spiller en central rolle i Danmarks bestræbelser på at blive en eksklusiv leverandør af grøn brint til Tyskland i en overgangsfase, hvor der også vil være grå, blå og pink brint i markedet. Grå brint er lavet på naturgas, blå brint på naturgas med CO2-lagring, og pink brint fremstilles med atomkraft.

”Den grønne brint, som Danmark kan levere, er den suverænt bedste løsning – både for klimaet og for Danmark konkurrencemæssigt,” siger Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen.

Han forudser, at der meget vel kan komme pres på EU’s grønne brintstandard på samme måde, som der er udsigt til en mindre skarp grøn kurs på andre områder i EU.

”Her er det ikke atomkraften, jeg er mest bekymret for. Den er jo ikke fossil. Det er i virkeligheden mere den blå brint, der kan forlænge levetiden på fossile energiaktiver,” siger Laustsen Jensen, der skynder sig at forsikre, at han bestemt ikke åbner for atomkraft i dansk brintproduktion.

Brintinfrastrukturen er afgørende for at tiltrække investeringer i PtX-anlæg og sikre Danmarks rolle på det kommende store tyske brintmarked, som de tyske myndigheder forudser bliver blandt verdens største.

Rasmus Bach Nielsen
Global Head of Fuel Decarbonisation.

Pres på de private aktører

Danske myndigheder, politikere og statsejede virksomheder som Energinet og Evida har i snart mange år forberedt udviklingen af det vind- og brintindustrielle kompleks i Danmark, med tæt integration til ikke mindst Tyskland og Holland.

Både den aktuelle SVM-regering og den forrige S-regering har lagt alt an på, at Danmark skal være en troværdig grøn energileverandør til Tyskland. Motivationen i den retning blev voldsomt styrket af Ruslands angreb på Ukraine og af Tysklands efterfølgende beslutning om at stoppe importen af russisk gas.

Men da vindenergisektoren samtidig er blevet ramt af stigende renter og problemer i forsyningskæderne, er man i 2024 endt i en situation, hvor der er væsentlig større usikkerhed omkring vind- og brintplanerne, end der var i den helt ekstraordinære nulrenteperiode i Europa fra 2014 til 2022.

SVM-regeringen har forsøgt at lægge pres på de private virksomheder i processen omkring finansieringen af brintrøret til Tyskland. Det er sket ved i den politiske aftale med Folketingets partier at indskrive den betingelse, at brintproducerende virksomheder skal garantere betaling for brug af 44 procent af kapaciteten i et fremtidigt brintrør i en periode på 10-15 år. Men dette kommer ifølge Mandag Morgens kilder næppe til at ske.

Tejs Laustsen Jensen fra Brintbranchen afviser i den forbindelse at have noget kendskab til, hvor megen kapacitet de aktuelle projektmagere vil kunne tegne sig for.

”Hvis jeg gjorde det, ville jeg få problemer med Konkurrencestyrelsen,” siger han med henvisning til, at man så ville kunne anklage brintbranchen for konkurrencebegrænsende adfærd.

Tilbage står det, at finansminister Nicolai Wammen meget vel kan blive presset af SVM-formændene Frederiksen, Løkke og Lund Poulsen til at finde de 15 milliarder kroner i statskassen til at finansiere brintrøret, fordi regeringens tre partibosser ikke vil gå over i historien som dem, der lukkede gassen ude af den danske vind- og brintdrøm.

I den forbindelse vil man formentlig se stort på, at det ikke vil være lykkedes for klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard at få virksomhederne til at garantere for brugen af transportkapaciteten, sådan som kravet er i aftalen med Folketingets partier fra foråret 2024.

Det er klart, at det ikke er nogen politisk ukompliceret sag at bruge 15 milliarder af skatteydernes penge på et stykke infrastruktur, som i de første mange år vil give underskud, og som i den periode først og fremmest er en løftestang til et privat erhvervsliv med milliardkoncernerne Trafigura og Copenhagen Infrastructure Partners i spidsen.

Men omvendt er det næppe et forkert gæt, at regeringen ender med at finde pengene, fordi investeringen i brintrøret lige nu synes at være den nøgleinvestering, der bedst skubber udviklingen af et grønt industrieventyr i produktions-Danmark videre. Det vil heller ikke være overraskende, hvis afklaringen vedrørende investeringen i brintrøret kommer i god tid før 5. december. Det vil nemlig bestyrke investorerne i de kommende havvindmølleparker i, at de kan tjene penge på at producere grøn strøm i Danmark.