Hvor mange hjemmehjælpere kan man få for en coronanedlukningsdag?

”Men vi må allerede nu også sige, at vi danskere ikke kan forvente at møde præcis det samme velfærdssamfund, når vi er ovre på den anden side”. Ordene er Mette Frederiksens, og de var ment som et varsel om, at corona vil koste på velfærdskontoen.

Den dag i marts 2020 på et af de første pressemøder - blot 12 dage efter den første nedlukning - kunne hun endnu ikke ane, at befolkningens erfaring med coronakrisen ville blive den stik modsatte: Der er åbenbart råd til hvad som helst.

Hvis minkavlerne kan få 19 milliarder med et pennestrøg, hvorfor kan den lokale børnehave så ikke få en pædagogmedhjælper mere? Hvis politikerne kan betale milliarder i lønkompensation til hjemsendte eller selvstændige, kunne der så ikke også bliver råd til at give Else på plejehjemmet lidt mere selskab, omsorg og en ren ble? Og hvis der er råd til uendelige coronatest – hvorfor skal jordemødre så gå grædende hjem fra arbejde, fordi de ikke har tid til at hjælpe nyfødte ordentligt til verden?

Så kan nationaløkonomer tale nok så længe i Deadline eller her i Mandag Morgen om, at der er forskel på et enkelt stort træk på en velpolstret budgetkonto og faste udgifter, der øger underskuddet på kontoen år efter år.

KUN FÅ MODIGE lokalpolitikere vil sige det højt i den valgkamp, der venter senere på året. Velfærdsløfterne er allerede begyndt at pible frem på de håbefulde kandidaters Facebook-profiler. Men faktum er, at der ikke er blevet bedre råd til velfærd efter corona. Tværtimod: Råderummet er næsten væk. Udgiftstrykket på kommunerne vokser stadig. Og en kommende velfærdslov lover ingen forbedringer – blot status quo.

Kloge lokalpolitikere vil holde deres mund med den slags sandheder. Især hvis de er interesserede i at blive genvalgt. Kommunalvalg handler netop om den nære velfærd, og både blå og røde vælgere har ved de seneste valg prioriteret ældrepleje højt. Også når det gælder sygehusenes varme hænder er det store flertal af danskere enige om, at der er brug for mere af det gode.

”Jeg tror, hele den offentlige sektor kommer til at trække på borgernes tålmodighed,” varslede Mette Frederiksen på samme profetiske pressemøde den 23. marts.

Men det bliver i høj grad hendes lokale partifæller og deres kolleger i kommuner og regioner, der kommer til at møde vælgernes utålmodighed, når de senere på året skal møde de vælgere, som regeringen og dens støttepartier har lovet mere og bedre velfærd.

Den socialdemokratiske borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen, satte for nylig i et interview i Politiken ord på, hvor dramatisk det kan blive, når velfærdsløfterne rammer den kommunale virkelighed. Han oplever, at borgernes forventninger til vuggestuer, skoler og ældrepleje ligge milevidt fra det niveau, kommunerne kan honorere. Derfor frygter den garvede borgmester, at den universelle velfærdsstat styrer mod et kollaps.

Velhavende danskere søger til private fødeklinikker, børnehaver, skoler og plejehjem. Og fanden tager de sidste. Som denne uges MM Special viser, så har samfundets ressourcesvage borger da heller ikke meget tillid til, at lokalpolitikere kan gøre nogen positiv forskel i deres hverdag.

CORONAØKONOMI kan gøre det endnu vanskeligere at genskabe tilliden til dem og møde forventningerne hos velfærdssultne danskere. Meget står og falder med, om krisen retter sig i landene omkring os, og om det lykkes at sluse flere mennesker ind på arbejdsmarkedet herhjemme. Lykkes EU's store genopretningsplan og vores egne andengenerationsreformer ikke, kan råderummet til velfærdsforbedringer ligefrem gå i minus.

Så kan de nyvalgte byrødder stå tilbage uden meget andet end tryllepengene fra sparede konsulenter, fortsatte effektiviseringer og velfærdsprioriteringer. Næppe nok til at give velfærdsvælgerne antydningen af mæthedsfornemmelse.

De færreste vil huske Mette Frederiksens advarsel om smalhals tilbage i marts 2020, når de står i den lokale stemmeboks til november. Til gengæld har vælgerne vænnet sig til, at milliarderne flyver ubesværet ud af Finansministeriet. Og når det med at have råd, ser ud til alene at handle om at have viljen til at skrive en større check, bliver det rigtig svært at forsvare den næste sparerunde i vuggestuen.

I KOMMUNEKASSEN skal udgifterne stadig finansieres ’krone for krone’. Derfor kan kommunalvalget blive en barsk påmindelse om, at økonomiens tyngdelove ikke er ophævet.

Det er blot blevet sværere at forklare, hvorfor de gratis penge ikke også kan bruges på den velfærd, der står allerøverst på vælgernes dagsorden.